På min hjemegn levede for 40-50 år siden en mand, som hed Peter Sørensen. Da han var en stor ynder af skrå, blev han kaldt Peter Skråtobak. Han tjente til livets ophold som tjenestekarl rundt omkring på gårdene.

Man sagde om ham, at han i grunden var klog nok, men at han ikke havde alle brikker hjemme. Han havde humor og et skarpt blik for folks moral, særlig seksualmoral, eller måske rettere – mangel på samme. Vi unge knægte gik og morede os over Peters beretninger og småfrække historier. Hvad vi ikke vidste dengang var, at de voksne også havde kendskab til disse beretninger.

Det kunne hænde, at Peter fik lidt penge i overskud. Så købte han sig en halv flaske brændevin. Han tog flasken op i armen og sagde så: "Du kære lille flaske, jeg vil dig omfavne, jeg er skidt tilpas, når jeg dig skal savne. Du kan mit hjerte lette – og min røv til jorden sætte."

Dagen efter var han bleg, tavs og galsindet. Men næste dag igen kunne han være ustyrlig morsom, for da fortalte han om alle de geniale indfald, som han havde oplevet under rusen.

I en sen alder blev han gift. I ægteskabet blev der født et barn, som moderen måtte efterlade på sygehuset, da det ikke var normalt.

Peter mødte op på sine frisøndage med sin harmonika. Han ville spille noget musik ”for det bette barn – som ikke kunne komme ud at lege som de andre børn.” Overlægen var en klog mand. Han kunne se, at Peters faderkærlighed var ægte, og Peter fik et kælderværelse, hvor han kunne spille for sit barn. Sådan gik tre-fire søndage, indtil barnet døde.

Peter kunne godt beklage sig over den løn, han tjente. Han syntes, at det var mærkeligt, at han som 50-årig ikke fik mere i løn end en knægt på 16. Men sandheden var vel den, at Peter fik den løn han kunne tjene, og på den måde bevarede han så ansvaret for sit eget liv.

Peters rejse gennem livet var ikke på første klasse, men han havde arbejde, tag over hovedet, en seng at sove i, og som tjenestekarl på landet fik han kosten hver dag – side om side med sin husbond.

Peter Skråtobak er for længst død. Han oplevede ikke velfærdsstaten, og det var han heldig med, da han ville have været et oplagt objekt for alle de behandlere, som vi har i dag. Velfærdsstaten ville for ham have betydet arbejdsløshed, ensomhed – og næsten helt sikkert alkoholisme. Måske skulle vi afvikle velfærdsstaten, vi kunne gøre det af humanitære grunde.

Der er noget, der tyder på, at det er bedst, at et menneske tager ansvaret for sit eget liv, selvom der mangler et par brikker her og der.

​​

Erindringsessayet er fra september 1990 og oprindeligt skrevet som et indlæg til Rotary-møder i Videbæk. Erindringsessayet optræder i bogen Fortæl dit liv. Sådan skriver du dine erindringer. Bogen er udkommet på Gyldendal og skrevet af Marie Østergaard Knudsen.

​

En dag besluttede vi – tre karle fra Sønderupgård, to mejerister og tre fra min fars købmandsforretning – at vi ville leje gymnastiksalen i Nr. Vium og holde bal pinselørdag. Søren, som var forkarl på Sønderupgård, blev naturligvis formand for denne forening, og jeg blev kasserer. Man måtte ikke afholde offentligt bal, men man kunne godt leje forsamlingshuset og udstede gæstekort, som skulle være afleveret til gæsterne 14 dage før. Der var gratis adgang, men kontrol af gæstekortene ved indgangen.

Efter at vi havde lejet forsamlingshuset og hyret en kone til at servere kaffe, fik vi ved Videbæk Bogtrykkeri fremstillet gæstekort i store mængder. De sidste seks uger før pinse opsøgte vi samtlige baller, der var i Videbæk, Herborg, Fiskbæk, Troldhede, Vorgod, Hanning, Faster m.fl. Vi delte os i hold, og vi inviterede revl og krat, dog med en påmindelse om, at alle skulle huske at tage rigeligt med damer med. Når der er bal, er det rart, at der er damer nok.

Landbetjenten eller sognefogeden kunne komme i tanke om at kontrollere, om vi havde dette med gæstekortene i orden. Vi havde alle otte købt en butterfly for at gæsterne kunne kende os – og vi kaldte os Propelklubben.

Vi havde inviteret til kl. 21.00. Kl. 20.30 var der dækket op til kaffe i den lille sal, spillemændene var på plads: violin, harmonika, klaver og tromme. Vi måtte have gjort vores arbejde godt, for folk strømmede til. Fem minutter over ni var salen fyldt med gæster, som dansede på livet løs. Vi fik ret hurtig ryddet den lille sal for kaffeborde, pladsen skulle bruges til de dansende. Hverken sognefoged eller landbetjent var mødt frem. Vi nedlagde kontrollen med gæstekortene – alle var velkomne og egentlig også øllene, som lige så stille rykkede frem.

Blandt gæsterne var der også en del gamle – det vil sige folk mellem 35 og 50 år. Koner i denne alder betragtede vi til dagligt som nogen, der for længst havde fået deres sidste ruder baldret ud. Denne aften ændrede vi syn på dem. Disse koner havde også deres mænd med. I kender typen – ham, der altid er utilfreds. Regner det, vil han gerne have tørvejr. Er det tørvejr, vil han have regn. Hvis priserne falder, er det hele ad hekkenfeldt til. Hvis priserne stiger, stiger de ikke nok. Og så er det selvfølgelig ham, der betaler alt. Hvis vi ikke havde ham, havde vi ikke noget at spise, intet arbejde og ingen at handle med. Men denne aften sad han minsandten inde i selve forsamlingshuset og fik en øl sammen med sin tjenestekarl og naboens søn. Og kåd som en vårhare bød han sin hustru op til dans og sammen trådte de ud i en fejende vals. For danse kunne de: både moderne og gammeldags.

I salen var der nu en opløftet, næsten euforisk stemning. Jeg tror nok, det var ved den lejlighed, at den nuværende formand for Skjern Bank – Bendt Bendtsen – så på mig med sine undrende øjne og sagde, at dette aldrig ville være gået hjemme i Faster. Og dét ville vi gerne tro, for folk fra Faster blev betragtet som nogle hjemmefødninger.

Den gang brugte man at samle spillemandspenge ind blandt gæsterne. To mænd bad musikken om at spille op til march. Så bød herrerne damerne op og sammen gik de rundt i salen, mens de to mænd samlede penge ind i deres hatte. Og der var ingen mangel på øl, for de lokale kørte ned til Anton Felled i Egeris. Han solgte øl fra sin garage og de nyankommne lærte snart den trafik. Anton Felled tog en lille overpris plus naturligvis pant for flaskerne.

Kl. 1.00 spillede musikken op til de sidste tre danse. Da de var ovre, blev der krævet overdans. Igen blev der spillet op til en march, og musikken gik i gang igen. Gennem de åbne vinduer strømmede musikkens toner ud i den lyse sommernat, hvor mosekonen bryggede, så de fine silketåger lå som et drømmesyn over engene langs Vorgod Å.

Kl. 1.45 mødte Anton Felled op for at indsamle de tomme flasker, som han havde solgt i aftenens løb, men ballet var langtfra forbi. Anton var en fremsynet mand, og han hav de taget sit restlager af øl med. Han fik hurtigt udsolgt. Der var fuldt hus til kl. 4.10 om morgenen, og her stoppede musikken.

Da Kristen og jeg var sikre på, at alt var ryddet op til godkendelse hos sognefogeden, gik vi de fire kilometer hjem. Jeg havde som kasserer lommen fuld af penge, og da jeg næste dag fik talt pengene op, kunne vi otte fra propelklubben dele 40 kroner.

Som vi gik der, sagde Kristen til mig, at dette med øl ikke var uden problemer. Fordelen ved at få et par øl var jo, at man ikke blev så genert, man turde nok byde de pæneste piger op til dans. Man var lidt mere frigjort.

Men det var lige det, at når man havde fået en pige gasset op … Gasset op? spurgte jeg - hvordan? Jo, sagde Kristen, når man sådan har danset med hende et par gange og fået lov til at sidde ved siden af hende, så er disse øl jo skyld i, at man skal af med vandet. Så må man jo uden for. Det kunne jeg godt forstå, andet ville jo også være upassende. Hvad er problemet? Spurgte jeg. Jo, sagde Kristen så, når man så kommer ind igen, sidder hun på en andens knæ. Og så må man begynde forfra.

Jeg ville opfinde sådanne "godt-i-humør-piller". Når man tager dem, ville man bedre kunne holde på pigerne og ikke rende og pisse hele tiden. Kunne jeg opfinde dem, havde jeg nok gjort min lykke.

Der hvor Nr. Vium skole nu ligger, boede Peder Kamp i et lille hus. Han sad udenfor med en øl. Peder Kamp sagde til os, at han sad og nød pinsesolen, og det ville glæde ham, om vi sammen med ham ville dele tre øl, for så havde han en god grund til at få én mere. Det var jo kun Pinse én gang om året. Det havde han ret i, og vi tog imod invitationen.

Kristen var fodermester på Sønderrupgaard, og han havde kun fri hver tredje søndag. Nu var han så heldig, at han havde fri pinsedag. Karlene Søren og Leif skulle røgte køerne. Forventningens glæde er altid sikker. Kristen glædede sig til at gå ind i kostalden klokken 6.00 og skyde et par vittigheder af til Søren og Leif for derefter at kunne gå op i seng.

Men da vi kom til kostalden, så vi Søren ligge tværs i en tom kviebås. Han sov med hænderne pænt foldet over maven. Leif sad op ad døren ind til foderrummet. Køerne havde sparket malkemaskinerne af, en spand var væltet og luftslangerne var i uorden. Uden for holdt mælkekusken Aage Mastrup.

Kristen glemte alt om sine omhyggeligt udvalgte vittigheder. Han forklarede mælkekusken, at man havde haft et uheld og nu selv ville transportere mælken til mejeriet. Søren og Leif fik hver et spark – situationen var ret alvorlig. Tænk hvis gårdejer Jens Sønderrup skulle komme ud og se det!

Når man vejede mælken ind på mejeriet, kom mælkekuskene i en bestemt rækkefølge og leverandørernes mælk stod på hver vogn i en bestemt rækkefølge. Hvis der nu var en leverandør, som ikke havde sin mælk færdig, når kusken kom – ja, så måtte han selv komme med sin mælk. Men det betød også, at der kom uorden i rækkefølgen, og denne tilsyneladende ubetydelighed kunne få blodtrykket til at stige hos enhver mejerist.

Denne morgen var karlene på Sønderrupgaard ikke de eneste, der ikke havde deres mælk færdig til kuskene. Hele formiddagen strømmede det ind med forskellige køretøjer, der transporterede mælk: ponyvogne, traktorer med transportkasser og gamle Chevrolet-biler.

Mejeribestyrer Rasmussen rasede og sagde noget om, at det var det mest forbandede svineri, som han havde været udsat for. Dette fortalte han blandt andet til Anton Felled, der ud over sit garagesalg af øl også arbejdede som mælkekusk. Anton Felled nikkede tavs. Mejeribestyreren sendte ham et sygt smil tilbage i lønligt håb om, at der på denne jord var et menneske, som forstod ham. Men Anton Felled sagde ingenting. Han hørte nemlig til den sjældne del af menneskeheden, der ikke følte sig kaldet til at fylde verden med unødvendig snak.

​

​Erindringsfortællingen er skrevet i 1996 som et indlæg i Rotary-klubben. Fortællingen optræder i bogen Fortæl dit liv. Sådan skriver du dine erindringer. Håndbogen er udkommet på Gyldendal og skrevet af Marie Østergaard Knudsen.

​