"Jeg var meget glad for dit kursusforløb i lørdags. Det var meget inspirerende. Jeg glæder mig til næste lørdag, hvor jeg kan få endnu mere information og fif om skriveriet fyldt på. Og jeg føler mig allerede klar til at skrive masser af erindringshistorier." Nora Kongsholm, Herning .

Fredagsbog - eksempler på læste tekster, og hvad man kan lære af dem. 

​Fredagsbog er et skønt ord. På twitter har Gyldendal igennem mange år haft en begivenhed under #fredagsbog. Jeg kan ikke læse, hvad den oprindelige ide med hashtagget var, men det gør ikke noget, for jeg kan bare fylde ordet ud med egne tanker. 

Fredagsbog er ligesom fredagsøl og fredagsslik. Men meget sundere. Det er en bog, man kan starte med om torsdagen, men nyde om fredagen og fortsætte med hen over weekenden. Det er gave, man giver til sig selv sidst på ugen. En egen stund. Måske med en øl? Når der er fred, og man har lov til at holde fri. Hvad vil fredagsbog betyde for dig? Er det noget, der kunne betyde noget for dig? 

Jeg læser meget og jeg lever af at skrive og lære andre samme. På denne plads - under fanebladet Tænketank står tekster og hvad jeg synes, man kan lære af dem. Håber I har lyst til at læse med. 

Den, der lever stille - Leonora Christine Skov 

En blå Nimbus

Af Ole Bjerregaard Knudsen

04.10.2016​

Der er visse menneskelige ting, som er så kønne, at man aldrig bliver træt af at se på dem. Der kan nævnes: F-16 jagere, en Citroën model 1934, en sølvfarvet Saab 900 – og en blå Nimbus.

Da krigen var forbi i 1945, varede det ikke længe, inden der kom gang i både private biler og motorcykler. Niels Jensen, en mand på min hjemegn, havde en Nimbus, og det var et pragtfuldt syn. Nimbussen havde et styr, der lignede instrumentbrættet på en bil. Tændingsnøglen sad lodret ned, og når den blev drejet, blev et lille lys tændt. Motoren havde fire cylindre og kardantræk. Et let tryk på starteren, og motoren gik i gang. Koblingen sad i det ene håndtag, og første gear var et let tryk nedad med foden. Vippede man foden tilbage, gik den i frigear, og andet og tredje gear var opad. Og så var der lyden. En Nimbus havde en helt anden lyd end de andre motorcykler, der lød som de bastarder, de var.

Vi drenge så på, når Niels Jensen startede sin Nimbus hjemme på mejeripladsen ved siden af købmandsforretningen, hvor jeg boede. Niels Jensen tog først sin læderhjelm på og tændte en cigaret, inden han tog sine kørehandsker på. Lige før han kørte, tog han altid et elegant sving rundt på pladsen. Vi drenge stod tilbage fulde af beundring og sagde til os selv, at sådan en Nimbus ville vi også have. Der var bare det problem, at der var seks år til vi kunne få kørekort, og seks år var en helt uoverskuelig årrække.

Der var også andre motorcykelmærker: BSA, ARIEL, NSU, BMW, Royal Enfield og Harly Davidson. Jens Ager i Egeris havde Nimbus med sidevogn. Det kunne hænde, at Jens Ager en formiddag landede på mejeripladsen – ikke helt appelsinfri – efter en lang og fornøjelig nat. Så kunne han give en opvisning i, hvordan man kunne køre motorcykel med sidevognen flyvende oppe i luften. Baghjulet kunne lave hjulspin, og når den gjorde det, fløj gruset hen over mælkespande, benzindunke og æggekasser. De gamle – det var dem over 25 år – rystede forarget på deres hoveder og sagde, at hans far i tide skulle have give Jens nogle smæk med en kjæp i hans bare... – men nu var det for sent. Og så nikkede de, som gamle folk nu engang har for vane, når de mener, de har sagt noget særligt åndfuldt. Vi drenge var af en anden mening. Jens var damernes ven, og de første syv kirkesogne slog ikke til. Hans jagtområde var meget større. Generelt om Jens Ager kan man sige, at han var genstand for både misundelse og forargelse – og at han nød begge dele.

Ved siden af købmandsforretningen og mejeriet lå Sønderupgård. Her var en karl, der hed Viggo. Han var en rar karl, han havde en BSA og efter Viggos mening var det den bedste motorcykel i hele verden. Jeg lyttede tit til Viggo, når han fortalte om sin BSA, og sommetider fik jeg lov til at starte den. Viggo og jeg var gode venner.

I nabobyen Herborg var der en gårdmandssøn, der også havde en BSA. Den var lidt større end Viggos BSA. Ham fra Herborg kom sommetider på besøg hos Viggo, og så prøvede de deres maskiner af mod hinanden. Når Herborg-fyren var kørt, forklarede Viggo mig, at Herborg-maskinen godt nok var lidt større end hans, men Viggos havde en række andre fordele på det tekniske plan. Og så, forklarede Viggo mig, havde Herborgmanden i øvrigt givet 500 kroner for meget for den, men det ville han nu ikke sige til ham.

En dag havde Viggo et vigtigt spørgsmål til mig: ”Når du nu kan få kørekort, hvad for en maskine, vil du så have?” Svaret røg ud af mig: ”En blå Nimbus.” Aldrig i mit liv har jeg set så skuffet en mand. Da Viggo havde fået luften igen, sagde han, at hvis der var nogen, der ville give ham en Nimbus kvit og frit, ville han takke nej. Han ville ikke engang have den på sit lokum. Jeg blev fuldstændig slået ud og gik hjem i nedtrykt sindstilstand.

Dagen efter slog det mig, at Viggo da intet lokum havde. Dengang var der ikke toilet til karlene på landet. De klarede sig med at gøre det, der skulle gøres, i stalden. Og havde der været et toilet, ville ingen karl med respekt for sig selv bruge en sådan indretning. Den slags ting var for børn og kvindfolk og gamle syge mænd. Min tillid til Viggo og hans tillid til mig havde lidt et knæk, men vores venskab holdt da.

Vores post hed Poul Post. Han levede af at gå med post, og han levede for motorcykler og jagt. Da jeg var ung, købte jeg en Nimbus af ham. Prisen var 500 kroner. Der skulle sættes meget i stand på den, og jeg kunne ikke bede andre om at hjælpe mig end netop Poul Post. Sagen var bare den, at hans mekaniske interesser var større end hans evner. Jeg skyndte mig at sælge den tilbage til ham for 400 kr. og det afholdt han sig ikke fra at fortælle vidt og bredt. Jeg var godt og grundigt til grin, men selv i dag mener jeg, at det var den bedste forretning, jeg nogensinde har gjort.

Nu koster en blå Nimbus et sted mellem 50.000 og 150.000 kroner, og jeg har endnu mit motorcykelkørekort. Jeg kunne købe en nu. Pengene er ikke nogen problem – de kan lånes. På hjemmefronten vil jeg heller ikke få problemer. Min datter på 24 år vil tilgive sin gamle far sådanne tåbeligheder. Og mine to sønner vil blive glade. De ved med sikker hed fem-seks steder, hvor de kan øve sig i at på at køre Nimbus. Steder, hvor der med fuld garanti hverken kommer folk, fæ eller politi. Min kone vil blive meget glad. Hun vil sige, at nu kan enhver da se, at hun har ret, når hun siger, at hun har giftet sig med en, der ikke er rigtig klog. Beviset har han selv leveret.

Så sagen er den, at det hverken skyldes penge eller problemer i familien, at jeg ikke køber en blå Nimbus. Nej, situationen er den, at når man er blevet 60 år, så ved man nok, at nu går man over i livets aftenskole. De få drømme, man har tilbage, skal man ikke ødelægge ved at realisere dem. Man skal være glad for resignationens nådegave, som betyder, at man ikke skal ærgre sig over spildte muligheder. I stedet for skal man være glad for, at det ikke er gået værre, når man tænker over, hvor dum man tit har været.

Men den Nimbus, jeg aldrig fik og aldrig får, har altid været blå.​

Essayet er taget i sin helhed ud af bogen Fortæl dit liv. Sådan skriver du dine erindringer. Gyldendal.

Kære Faster Else

Af Hanne Knudsen

Forleden dag så jeg dit bryllupsbillede nede ved min mor. Min mor fyldte 90 år sidste år, hun ligger på plejehjem nu og er blevet dement. Bryllupsbilledet er taget i haven på Olesgård i 1950, og på billedet kan man også se dine forældre. Brylluppet varede i to dage – første dag med naboer, og anden dag med alle medarbejderne fra Fiskbæk Briketfabrik. Din brudebuket var bundet af vilde blomster. Brudepigernes kranse og buketter var magen til, og de havde taftkjole på. En af de brudepiger var mig.

Et par år efter var vi i København. Kan du huske det? Det kan jeg. Jeg var nok omkring ti år. Du og Jens Jakob hentede mig i jeres grønne folkevogn. Og forinden havde jeg fået 500 kroner af bedstemor, så vi kunne købe tøj. Vi startede i Magasin i Odense, men ak nej, der var ikke noget. Udvalget var ikke – sådan formulerede du det – godt nok til mig. Videre med færgen over Storebælt, hvor vi fik rejer og franskbrød. Det var ikke hverdagskost, men vi havde jo også ferie. Da vi kom til København gik vi i Illum og Magasin. Her fejlede udvalget ikke noget. Jeg fik en mørkebrun nederdel i jernbanefløjl og en ternet skjorte.

Mine børn og jeg taler tit om, hvad det var, der gjorde jeres hus i Blåkilde til noget specielt. Måske handlede det om brændeovnen, der altid var i gang. Det var en gammel ovn, og den bar præg af at have stået i stuen i mange år, men den passede så godt ind med de gamle chatoller, de engelske klapborde og alle bøgerne. Eller også var det skoven udenfor. Kan du huske en tidlig forårsdag, hvor det lysegrønne piblede frem imellem trækronerne og anemonerne dækkede skovbunden som et hvidt sendebud om en dejlig tid i vente? Nogle gange havde en jæger fået lov til at gå i skoven og skyde. Hvis det var tilfældet, fik vi and, hare eller rådyr, når vi var på besøg. For ikke at tale om fiskene nede fra dambruget. Og ørrerederne. Du kogte dem og serverede dem med æggestand og purløg.

Tak, fik jeg lyst til at skrive. I år er det ti år siden, at du døde. Tak, fordi jeg var noget særligt hjemme hos jer, og for at du så min lyst og evne til at være kreativ. Jeg må indrømme, at det ikke var uden bange anelser fra min side, da du selv – efter mange års venten – blev mor og fik Ebba. Med mine fire søskende hjemme og alle pligterne, hvor skulle jeg nu være enebarn?

Men angsten forsvandt, og du kunne rumme os begge, og senere, da du fik Jens Ole, var jeg jo blevet mor selv. Vores nære venskab forblev uforandret. Du havde altid tid til mig. Nu, hvor jeg skriver til dig, føler jeg faktisk, at det har du stadigvæk.

Kærlig hilsen

Hanne

Erindringsbrevet er skrevet i juni2015 og optræder i bogen Fortæl dit liv. Sådan skriver du dine erindringer. Bogen er udkommet på Gyldendal 2016. 

Tuberkulose

Af Anni Kimby

Det første, jeg kan huske, var min madlede. Jeg måtte smide mine madpakker ud, for at min mor ikke skulle blive gal og slå mig. Nogle gange glemte jeg at smide dem ud, før jeg kom hjem. Så måtte jeg gemme dem bag legebænken på mit værelse eller på bunden af mit fine sælskindstornyster. Men der fandt hun jo dem altid. En dag forsøgte jeg at forklare hende, at den madpakke, hun havde fundet i kælderen, ikke var min. Hvortil hun forklarede, at hun da altid kunne genkende de madpakker, hun selv havde smurt.

Jeg kom på tuberkulosestation i Ingerslevgade. Jeg forstod ikke noget af det, der skete, og ingen forklarede mig noget. I et skyllerum blev jeg sat på en metaltaburet og fik et stort gummiforklæde på og under min hage monterede sygeplejerskerne en skål i rustfri stål. En tredje sygeplejerske kom ind med en lang rød slange. Den lignede gasslangen hjemme i vores køkken, og jeg fik at vide, at jeg skulle åbne munden. Først troede jeg, at der skulle vand i skålen, men der tog jeg fejl. Uden at sige noget proppede de slangen ned i min hals. Det eneste, de sagde, var: synk! Jeg forsøgte at hive slangen op, men de holdt mig fast. Slangen skulle helt ned i min mavesæk for at tage en prøve af indholdet. Når den nåede mavesækken, kastede jeg op. Min mor kom aldrig med ind i dette skyllerum.

Jeg blev indlagt på Fuglebakkens børnehospital. Jeg lå på en stue med fire andre piger. De lå ved siden af hinanden, men jeg blev lagt over i en krog alene for at mindske smitterisikoen. Men det var ikke rart at være syv år og blive lagt alene i en krog, når de andre lå ved siden af hinanden. ​Det værste var, at man de tre første dage skulle igennem skyllevandsprøver. Uden at nogen sagde et par kærlige ord eller holdt mig i hånden, fik jeg hver morgen en gummislange ned i maven. Det eneste, jeg kan huske, er de faste greb, og at de sagde: synk.

Der var to timers besøgstid om ugen. En time om onsdagen og en time om søndagen. Min mor var højgravid og måtte ikke besøge mig. I stedet kom min mormor og min far. Min mor fødte min lillesøster den 13. februar 1942. De måtte selvfølgelig ikke komme ind til mig, men jeg blev lovet et fotografi. Uheldigvis havde min lillesøster dårlige øjne og kunne ikke tåle fotografens skarpe lys, og jeg måtte nøjes med et fotografi af barnevognen. Jeg har det foto endnu.

På hospitalet var der aldrig knus, trøst eller sjov, alt, hvad jeg husker, var, at de voksne var vrede. Men vi fire piger havde det jo ens. Ingen af os fik besøg, og der var jo altid en i krogen, der lå alene, og det var værre. En dag kom min mor og fortalte, at jeg skulle til et andet hospital. Hun var på Fuglebakken hele den dag, hvor hun ordnede det tøj, jeg skulle have med.

Min mormor skulle følge mig til Vintersbølle Børnesanatorium ved Kalvehave. I 1942 var det en rejse, der varede hele dagen. Toget var stopfyldt, og det holdt mere stille, end det kørte. Der var så mange mennesker med toget, at jeg blev klemt, jeg sad på min kuffert. På Vintersbølle blev jeg indlagt på en afdeling, hvor alle børnene lå i små glasbure. Vi kunne ikke snakke sammen, men vi fandt hurtigt ud af at bruge tegnsprog. I den periode, hvor vi lå i glasbure, lå vi i sengen hele dagen.

Efter seks uger kom jeg op på en afdeling, hvor jeg blev lagt på en stue med ti piger. Vi var lige gamle og vi var på fuglekur – hvilket betød, at vi var oppe fra vi spiste morgenmad til lige efter aftensmaden. Hvile og solid kost var recepten på at blive helbredt.

Dagen startede med, at vi fik morgenmad i spisestuen, der lå nede i kælderen og bestod af lange borde og bænke. Først fik vi torskelevertran, ingen kære mor. Ingen juice eller sukker, skeen blev bare proppet ind i munden på os. Bagefter fik vi øllebrød med klumper og fløde. Jeg havde stadig madlede, og jeg kunne ikke spise min øllebrød. Klumperne gav mig brækfornemmelser, og jo længere tid, jeg var om at spise, jo mere kold og stiv blev min øllebrød. Vi måtte ikke forlade spisestuen, før vi havde spist op. Det var et mareridt for mig. Tit sad jeg der indtil næste måltid, men det skete også, at en rengøringsdame forbarmede sig over mig, tog min tallerken og sagde: løb så.

Klokken 12 fik vi varm mad. Det var samme historie. Jeg kunne ikke få maden ned, og jo længere tid, jeg var om at spise, jo værre blev det. Maden blev helt stiv på tallerkenen, og jeg kunne ikke vriste den løs. Før aftensmaden fik vi hybenpulver. Det var som at få savsmuld ind i munden.

Efter middag klokken 12 skulle vi sove til middag i liggehaller. Vi havde små bårer med tæpper. Det kunne jeg godt lide. Jeg tror faktisk også, der blev læst højt for os.

Der var ikke noget, der hed besøgstid på Vintersbølle. Det var alt for langt væk til at vores forældre kunne komme og besøge os. I det halve år, jeg var der, var min mormor og min far hver især og besøge mig én gang. Hver uge fik jeg en pakke hjemmefra. Det var mest slik. Slikket blev gemt væk og uddelt om aftenen.

Jeg fik mest, men der blev også givet til de andre, der ikke havde noget. Sygeplejerskerne bestemte. Engang havde jeg bedt min far og mor sende hvide servietter. Hverken mine forældre eller sygeplejerskerne forstod, hvad de skulle bruge til. Og jeg fortalte dem det heller ikke. Det var nemlig vi pigers hemmelighed.

Det var om sommeren, og vi piger blev lagt i seng før klokken syv. Sygeplejerskerne havde sagt godnat, og døren blev lukket. Men det var lyst uden for, og vi kunne naturligvis ikke sove. Vi klædte os ud som engle. Vi tog striktrøjer over hovedet og lod dem falde ned over ryggen. Vi forestillede os, at det var et stort langt hår. I forvejen havde vi hvide natkjoler. De hvide servietter fra mine forældre foldede vi til vinger. Vi var engle. Vi dansede rundt på gulvet og sang: Se, vi flyver højt over byen, vi må passe på, at vi ikke falder ned.

En aften gik det galt. En sygeplejerske kom ind, og jeg nåede ikke op i sengen. Hun tog den lille engel på fersk gerning. Jeg blev lagt på eneværelse i en stram selekur en hel dag, så jeg kunne tænke over, hvor uartig jeg havde været.

På et tidspunkt havde mine forældre kontaktet lægerne på sanatoriet for at høre, hvornår jeg kunne komme hjem. Jeg blev vred på dem, for det betød, at jeg skulle igennem fire skylleprøver. Men jeg kom hjem, og der blev i familien gjort stads af mig.

Erindringsfortællingen er skrevet i juni 2011 og optræder i bogen Fortæl dit liv. Sådan skriver du dine erindringer. Bogen er udkommet på Gyldendal 2016. 

Peter Skråtobak

Af Ole Bjerregaard Knudsen

04.10.2016​

På min hjemegn levede for 40-50 år siden en mand, som hed Peter Sørensen. Da han var en stor ynder af skrå, blev han kaldt Peter Skråtobak. Han tjente til livets ophold som tjenestekarl rundt omkring på gårdene.

Man sagde om ham, at han i grunden var klog nok, men at han ikke havde alle brikker hjemme. Han havde humor og et skarpt blik for folks moral, særlig seksualmoral, eller måske rettere – mangel på samme. Vi unge knægte gik og morede os over Peters beretninger og småfrække historier. Hvad vi ikke vidste dengang var, at de voksne også havde kendskab til disse beretninger.

Det kunne hænde, at Peter fik lidt penge i overskud. Så købte han sig en halv flaske brændevin. Han tog flasken op i armen og sagde så: "Du kære lille flaske, jeg vil dig omfavne, jeg er skidt tilpas, når jeg dig skal savne. Du kan mit hjerte lette – og min røv til jorden sætte."

Dagen efter var han bleg, tavs og galsindet. Men næste dag igen kunne han være ustyrlig morsom, for da fortalte han om alle de geniale indfald, som han havde oplevet under rusen.

I en sen alder blev han gift. I ægteskabet blev der født et barn, som moderen måtte efterlade på sygehuset, da det ikke var normalt.

Peter mødte op på sine frisøndage med sin harmonika. Han ville spille noget musik ”for det bette barn – som ikke kunne komme ud at lege som de andre børn.” Overlægen var en klog mand. Han kunne se, at Peters faderkærlighed var ægte, og Peter fik et kælderværelse, hvor han kunne spille for sit barn. Sådan gik tre-fire søndage, indtil barnet døde.

Peter kunne godt beklage sig over den løn, han tjente. Han syntes, at det var mærkeligt, at han som 50-årig ikke fik mere i løn end en knægt på 16. Men sandheden var vel den, at Peter fik den løn han kunne tjene, og på den måde bevarede han så ansvaret for sit eget liv.

Peters rejse gennem livet var ikke på første klasse, men han havde arbejde, tag over hovedet, en seng at sove i, og som tjenestekarl på landet fik han kosten hver dag – side om side med sin husbond.

Peter Skråtobak er for længst død. Han oplevede ikke velfærdsstaten, og det var han heldig med, da han ville have været et oplagt objekt for alle de behandlere, som vi har i dag. Velfærdsstaten ville for ham have betydet arbejdsløshed, ensomhed – og næsten helt sikkert alkoholisme. Måske skulle vi afvikle velfærdsstaten, vi kunne gøre det af humanitære grunde.

Der er noget, der tyder på, at det er bedst, at et menneske tager ansvaret for sit eget liv, selvom der mangler et par brikker her og der.

​​

Erindringsessayet er fra september 1990 og oprindeligt skrevet som et indlæg til Rotary-møder i Videbæk. Erindringsessayet optræder i bogen Fortæl dit liv. Sådan skriver du dine erindringer. Bogen er udkommet på Gyldendal og skrevet af Marie Østergaard Knudsen.

Pinsebal i Nr. Vium 1954

Af Ole Bjerregaard Knudsen

04.10.2016​

En dag besluttede vi – tre karle fra Sønderupgård, to mejerister og tre fra min fars købmandsforretning – at vi ville leje gymnastiksalen i Nr. Vium og holde bal pinselørdag. Søren, som var forkarl på Sønderupgård, blev naturligvis formand for denne forening, og jeg blev kasserer. Man måtte ikke afholde offentligt bal, men man kunne godt leje forsamlingshuset og udstede gæstekort, som skulle være afleveret til gæsterne 14 dage før. Der var gratis adgang, men kontrol af gæstekortene ved indgangen.

Efter at vi havde lejet forsamlingshuset og hyret en kone til at servere kaffe, fik vi ved Videbæk Bogtrykkeri fremstillet gæstekort i store mængder. De sidste seks uger før pinse opsøgte vi samtlige baller, der var i Videbæk, Herborg, Fiskbæk, Troldhede, Vorgod, Hanning, Faster m.fl. Vi delte os i hold, og vi inviterede revl og krat, dog med en påmindelse om, at alle skulle huske at tage rigeligt med damer med. Når der er bal, er det rart, at der er damer nok.

Landbetjenten eller sognefogeden kunne komme i tanke om at kontrollere, om vi havde dette med gæstekortene i orden. Vi havde alle otte købt en butterfly for at gæsterne kunne kende os – og vi kaldte os Propelklubben.

Vi havde inviteret til kl. 21.00. Kl. 20.30 var der dækket op til kaffe i den lille sal, spillemændene var på plads: violin, harmonika, klaver og tromme. Vi måtte have gjort vores arbejde godt, for folk strømmede til. Fem minutter over ni var salen fyldt med gæster, som dansede på livet løs. Vi fik ret hurtig ryddet den lille sal for kaffeborde, pladsen skulle bruges til de dansende. Hverken sognefoged eller landbetjent var mødt frem. Vi nedlagde kontrollen med gæstekortene – alle var velkomne og egentlig også øllene, som lige så stille rykkede frem.

Blandt gæsterne var der også en del gamle – det vil sige folk mellem 35 og 50 år. Koner i denne alder betragtede vi til dagligt som nogen, der for længst havde fået deres sidste ruder baldret ud. Denne aften ændrede vi syn på dem. Disse koner havde også deres mænd med. I kender typen – ham, der altid er utilfreds. Regner det, vil han gerne have tørvejr. Er det tørvejr, vil han have regn. Hvis priserne falder, er det hele ad hekkenfeldt til. Hvis priserne stiger, stiger de ikke nok. Og så er det selvfølgelig ham, der betaler alt. Hvis vi ikke havde ham, havde vi ikke noget at spise, intet arbejde og ingen at handle med. Men denne aften sad han minsandten inde i selve forsamlingshuset og fik en øl sammen med sin tjenestekarl og naboens søn. Og kåd som en vårhare bød han sin hustru op til dans og sammen trådte de ud i en fejende vals. For danse kunne de: både moderne og gammeldags.

I salen var der nu en opløftet, næsten euforisk stemning. Jeg tror nok, det var ved den lejlighed, at den nuværende formand for Skjern Bank – Bendt Bendtsen – så på mig med sine undrende øjne og sagde, at dette aldrig ville være gået hjemme i Faster. Og dét ville vi gerne tro, for folk fra Faster blev betragtet som nogle hjemmefødninger.

Den gang brugte man at samle spillemandspenge ind blandt gæsterne. To mænd bad musikken om at spille op til march. Så bød herrerne damerne op og sammen gik de rundt i salen, mens de to mænd samlede penge ind i deres hatte. Og der var ingen mangel på øl, for de lokale kørte ned til Anton Felled i Egeris. Han solgte øl fra sin garage og de nyankommne lærte snart den trafik. Anton Felled tog en lille overpris plus naturligvis pant for flaskerne.

Kl. 1.00 spillede musikken op til de sidste tre danse. Da de var ovre, blev der krævet overdans. Igen blev der spillet op til en march, og musikken gik i gang igen. Gennem de åbne vinduer strømmede musikkens toner ud i den lyse sommernat, hvor mosekonen bryggede, så de fine silketåger lå som et drømmesyn over engene langs Vorgod Å.

Kl. 1.45 mødte Anton Felled op for at indsamle de tomme flasker, som han havde solgt i aftenens løb, men ballet var langtfra forbi. Anton var en fremsynet mand, og han hav de taget sit restlager af øl med. Han fik hurtigt udsolgt. Der var fuldt hus til kl. 4.10 om morgenen, og her stoppede musikken.

Da Kristen og jeg var sikre på, at alt var ryddet op til godkendelse hos sognefogeden, gik vi de fire kilometer hjem. Jeg havde som kasserer lommen fuld af penge, og da jeg næste dag fik talt pengene op, kunne vi otte fra propelklubben dele 40 kroner.

Som vi gik der, sagde Kristen til mig, at dette med øl ikke var uden problemer. Fordelen ved at få et par øl var jo, at man ikke blev så genert, man turde nok byde de pæneste piger op til dans. Man var lidt mere frigjort.

Men det var lige det, at når man havde fået en pige gasset op … Gasset op? spurgte jeg - hvordan? Jo, sagde Kristen, når man sådan har danset med hende et par gange og fået lov til at sidde ved siden af hende, så er disse øl jo skyld i, at man skal af med vandet. Så må man jo uden for. Det kunne jeg godt forstå, andet ville jo også være upassende. Hvad er problemet? Spurgte jeg. Jo, sagde Kristen så, når man så kommer ind igen, sidder hun på en andens knæ. Og så må man begynde forfra.

Jeg ville opfinde sådanne "godt-i-humør-piller". Når man tager dem, ville man bedre kunne holde på pigerne og ikke rende og pisse hele tiden. Kunne jeg opfinde dem, havde jeg nok gjort min lykke.

Der hvor Nr. Vium skole nu ligger, boede Peder Kamp i et lille hus. Han sad udenfor med en øl. Peder Kamp sagde til os, at han sad og nød pinsesolen, og det ville glæde ham, om vi sammen med ham ville dele tre øl, for så havde han en god grund til at få én mere. Det var jo kun Pinse én gang om året. Det havde han ret i, og vi tog imod invitationen.

Kristen var fodermester på Sønderrupgaard, og han havde kun fri hver tredje søndag. Nu var han så heldig, at han havde fri pinsedag. Karlene Søren og Leif skulle røgte køerne. Forventningens glæde er altid sikker. Kristen glædede sig til at gå ind i kostalden klokken 6.00 og skyde et par vittigheder af til Søren og Leif for derefter at kunne gå op i seng.

Men da vi kom til kostalden, så vi Søren ligge tværs i en tom kviebås. Han sov med hænderne pænt foldet over maven. Leif sad op ad døren ind til foderrummet. Køerne havde sparket malkemaskinerne af, en spand var væltet og luftslangerne var i uorden. Uden for holdt mælkekusken Aage Mastrup.

Kristen glemte alt om sine omhyggeligt udvalgte vittigheder. Han forklarede mælkekusken, at man havde haft et uheld og nu selv ville transportere mælken til mejeriet. Søren og Leif fik hver et spark – situationen var ret alvorlig. Tænk hvis gårdejer Jens Sønderrup skulle komme ud og se det!

Når man vejede mælken ind på mejeriet, kom mælkekuskene i en bestemt rækkefølge og leverandørernes mælk stod på hver vogn i en bestemt rækkefølge. Hvis der nu var en leverandør, som ikke havde sin mælk færdig, når kusken kom – ja, så måtte han selv komme med sin mælk. Men det betød også, at der kom uorden i rækkefølgen, og denne tilsyneladende ubetydelighed kunne få blodtrykket til at stige hos enhver mejerist.

Denne morgen var karlene på Sønderrupgaard ikke de eneste, der ikke havde deres mælk færdig til kuskene. Hele formiddagen strømmede det ind med forskellige køretøjer, der transporterede mælk: ponyvogne, traktorer med transportkasser og gamle Chevrolet-biler.

Mejeribestyrer Rasmussen rasede og sagde noget om, at det var det mest forbandede svineri, som han havde været udsat for. Dette fortalte han blandt andet til Anton Felled, der ud over sit garagesalg af øl også arbejdede som mælkekusk. Anton Felled nikkede tavs. Mejeribestyreren sendte ham et sygt smil tilbage i lønligt håb om, at der på denne jord var et menneske, som forstod ham. Men Anton Felled sagde ingenting. Han hørte nemlig til den sjældne del af menneskeheden, der ikke følte sig kaldet til at fylde verden med unødvendig snak.

Erindringsfortællingen er skrevet i 1996 som et indlæg i Rotary-klubben. Fortællingen optræder i bogen Fortæl dit liv. Sådan skriver du dine erindringer. Håndbogen er udkommet på Gyldendal og skrevet af Marie Østergaard Knudsen.

Mareridt eller…

Af Claus Marcussen (2015)

Min søster og jeg sov i vore forældres soveværelse. Vi sov i to små børnesenge for enden af de voksnes senge. Pludselig vågnede jeg op. Der var larm over og under mig. Min søster sov videre, men jeg ville have fat i min mor. Jeg stod op af sengen, hvilket jeg aldrig før havde gjort. Jeg gik ud i gangen og hen til døren ind til stuen. Inde i stuen kunne jeg høre stemmer. Stemmer, jeg ikke kendte. Det var ikke kun min mor [DMS1]​ far, der snakkede. Jeg greb fat i håndtaget og gik ind. Der blev helt stille i stuen, og min mor rejste sig straks. Hun løftede mig op og holdt mig ind til sig.

Min far og fire andre mænd, der sad omkring bordet, kiggede bare og lagde roligt et tæppe over bordet. Ingen sagde noget. Alt var roligt og tavst. Min mor spurgte, om jeg var tørstig, og vi gik ud i køkkenet, hvor hun skænkede et glas mælk, som jeg drak. Herligt, nu kunne jeg sove videre.

Næste morgen var nattens lille hændelse glemt. Ingen sagde noget. Sådan husker jeg det. En meget udramatisk hændelse. Først et par år senere tog mine forældre situationen op, og da afslørede de for mig, at det slet ikke havde været så udramatisk som først opfattet.

Begge mine forældre var meget aktive i politik og glødende tilhængere af det Radikale Venstre. Før krigen startede, gav de husly til flygtende venstreorienterede og jøder fra Tyskland, og dette fortsatte de med efter 9. april. Nogle af dem hjalp de med at komme over til Sverige, og de fik herigennem mange kontakter til modstandsbevægelsen. Deres politiske overbevisning forbød dem selv at bære og bruge våben, men efterhånden måtte de erkende, at der skulle gøres noget. Stille og roligt udviklede det sig, og til sidst indvilgede de i at opbevare våben og sprængstof for modstandsbevægelsen. Selv nægtede de dog at deltage i aktioner af nogen art.

Denne aften var der samlet en lille gruppe modstandsfolk i vores hus, fordi de skulle samle nogle hjemmelavede ”stenguns” og andre våben, de havde lavet på Københavns Sporvejes og B&Ws værksteder. Våbnene skulle prøveskydes, når de var samlet. Det foregik nede i vores fyrkælder under soveværelset. Vores hus lå tæt på Kastrup Lufthavn, og på bestemte klokkeslæt landede der altid store militære transportmaskiner. Indflyvningsbanen lå tæt på vores hus, og det larmede. Modstandsfolkene stod så parat i fyrkælderen, og når de kunne høre flyene, skød de ind i tørvene i fyrrummet. Skuddene blev dermed overdøvet af flyene. Det var dét, der havde vækket mig.

Mine forældre fortalte mig senere, at efter jeg var lagt i seng igen, havde de rundt om bordet diskuteret, hvad de skulle gøre. Jeg kunne jo tale over mig. De besluttede sig for at afvente morgendagen for at se, om jeg kunne huske noget, og om jeg spurgte til aftenens hændelse. Da jeg ikke gjorde det, forholdt de sig passivt.

Senere viste min far mig nogle dybe mærker i spisebordets plade. Tre nydelige mærker fra et maskingeværs støttefod. De var kommet til at sætte geværet lidt for hårdt ned på bordpladen.

Teksten er skrevet af Claus Marcussen i juni 2015. Teksten optræder i bogen Fortæl dit liv. Sådan skriver du dine erindringer. 

Giv et erindringskursus i gave.

​Vil du gerne bevare dine forældres historier?

Klik her.

​Intensiv kursus - København 

Start september 2018

Intensiv kursus september

Kurser og foredrag i Herning, Horsens, Hedensted, Ringkøbing og Mallorca.

Se under menupunkt foredrag

​Samarbejdspartnere:

FOF Herning

www.fof.dk 

FOF Horsens

www.fof.dk

Vestjyllands Højskole 

www.vestjyllandshojskole.dk

Mallorca Højskole 

www.mallorcahojskole.dk 

FIRMA

Skrivditliv.nu

CVR: 32239331

KONTAKT

​Telefon: 61 74 45 67

E-mail: marie@skrivditliv.nu